Af redaktionen
For Sabrina handler kristendom ikke kun om at gå i kirke om søndagen. Hendes personlige tro på Gud er integreret i hendes liv som en del af hendes helt almindelige hverdag – på arbejdet, blandt venner og i de mange forskellige situationer, hun møder.
Troen på Gud har givet hende en at henvende sig til med for eksempel bekymringer. Hun har fundet et holdepunkt, en tryghed og et fællesskab, som mange ønsker.
Her fortæller Sabrina om fem grunde til, at hun er kristen.
1: Jeg behøver ikke at bekymre mig
Jeg behøver ikke at bruge mine tanker og kræfter på bekymringer om verdenssituationen og andet, som mange mennesker bekymrer sig for. Det betyder ikke, at problemerne ikke findes, men jeg kan lægge dem frem for Gud og stole på, at han har omsorg for mig og for verden.
Som der står i Paulus’ brev til filipperne 4,6-7:
»Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.«
Når jeg fortæller Gud om det, der fylder, oplever jeg en fred, som beskytter mine tanker og mit hjerte – også når jeg ikke lige kan se løsningen.
2: Gud som min far
Jeg har en far i himlen, som ved hvad der gavner mig bedst. Et barn kan tænke, at det bedste i verden ville være at leve af slik. Men en far ved, at det ikke er en god idé, selv om barnet ikke selv ser det. På samme måde kan jeg have tillid til, at Gud ser det store billede, også når livet ikke udvikler sig helt, som jeg havde forestillet mig.
Jeg forstår måske ikke altid, hvorfor ting sker, eller at det ikke går, som jeg har planlagt. Så kan jeg stole på, at Gud ser de lange linjer, og at hans planer i virkeligheden er bedre end mine.
Et bibelvers, som har været til stor hjælp for mig i den sammenhæng, er:
»For så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.« (Esajas’ Bog 55,9)
3: Fællesskab og sammenhold
Det fællesskab, jeg har med mennesker, som deler min tro, er noget helt særligt.
Uanset om man arbejder som læge eller fabriksarbejder, så er vi ligeværdige som kristne søskende. Det er på en måde universelt og går på tværs af nationalitet, generationer, kultur og interesser.
Trods forskellige holdningsmæssige ståsteder er det smukt at opleve indbyrdes velvilje, godhed og omsorg – det er noget vi bestræber os på at udvise over for hinanden.
Et godt fællesskab opstår ikke af sig selv. Men når vi hver især arbejder med os selv efter bibelens ord, kan der vokse et helt særligt sammenhold frem.

4: Stabilitet og tryghed
For mig er Bibelens ord som et anker. Bølgerne kan være høje, og livet kan pludseligt ændre sig, men Guds ord er et fast holdepunkt, som gør svære og uoverskuelige situationer overkommelige.
Et liv byder på mange skiftende tider, følelser osv. Beslutningen om at holde fast i Guds ord som en grundvold er både en tryghed og en vejviser.
5: Jesu sindelag
Jesus er et fantastisk forbillede! I Johannesevangeliet kan man læse, hvordan han vaskede disciplenes fødder. Det var en opgave, som normalt blev udført af en tjener. Alligevel bøjede Jesus sig ned og gjorde det for sine disciple.
Hans mindset var som en tjeners. I hans øjne var ingen opgave for lille, når det handlede om at give og gøre det godt for andre. Det er en indstilling, jeg ofte reflekterer over, og lærer af i min egen hverdag.
For Sabrina er det at være kristen altså ikke kun en livsforsikring. Det er en tro, som giver værdi i det daglige. Den hjælper hende i mødet med hverdagens bekymringer, så hun kan stole på Gud, holde fast ved Guds ord og gøre noget godt for mennesker omkring sig – som Jesus også gjorde.